Impenetrable Forest

Endelig blev det tid til at se den berømte Impenetrable Forest, der er fredet og rummer de truede bjerggorillaer - en af Ugandas største turistmagneter, som vi uforvarende lever lige ved siden af.
På en heldig dag kan man se gorillaer krydse vejene i området - og det endda uden at betale de 500 dollars, det koster at få en guidet tur med Gorilla-Garanti. Så heldige har vi dog ikke været endnu. Men måske...

For et noget mindre beløb kan man dog få adgang til skoven og gå på nogle ture derinde. Så søndag drog vi afsted med en lille, blandet flok fra hospitalet - heriblandt flere lokale, der aldrig havde været der...
Det regnede - så skoven dampede og duftede som nok kun en regnskov kan.
Eftersom vi er så tæt på Congo, skulle vi have en vagt med - og med denne vagt et AK-47...

For en 10-15 år siden har det været en ubehagelig episode med turister, der blev dræbt af grænsegængere. Sikkerheden er dog voldsomt forbedret derefter, så der er ikke noget at være bange for (nej, Mor!).

Vores lokale fra hospitalet, Richard (læge), Godfrey (IT-mand) og Elly (Dentist) havde aldrig været derinde før og opførte sig som en flok drenge i 5.klasse, der var på skoleudflugt. Meget pjattet og ufatteligt underholdende!

Regnskovs-flokken - beklager billedkvaliteten, men vagtens evner var større i håndteringen af et AK-47 end mit kamera

Imorgen tager vi på eventyr til Lake Bunyonyi, der skal være utrolig smuk, på vores allerførste tur væk fra hospitalet. Det bliver på lokal vis med pick-up-truck midt om natten - vi har dog betalt os fra at sidde på ladet, så skal nok mases ind på forsædet med et par andre folk med fine fornemmelser.

Meget beroligende skrift på bagsmækken af en Pick-up-truck

Det er dejligt at se der er så mange, som læser med på mine udenlands-skriblerier. I skal vide at det er utrolig dejligt at få kommetarer - meld jer også gerne fra de ukendtes rækker som læsere af bloggen :-)

Election Day

En ananas fra ananasmarken

Idag er der valg til regeringen i Uganda. Præsidenten, Museveni, har været præsident siden 1986 og det forventes, at han bliver genvalgt på mere eller mindre legal vis. For få år siden lykkedes det ham at ændre valgloven til at præsidenten godt må genvælges flere gange - meget belejligt!

Mange af de mennesker vi har mødt har ikke tænkt sig at stemme; den generelle holdning er, at det ikke gør nogen forskel. Og det er nok ikke meget forkert. Susan, vores skønne rengøringsdame, gik hen for at stemme i god tid, men fandt ud af at hun allerede havde stemt... eller rettere sagt - der var blevet stemt for hende! Det virker som om, at de der har lidt mere vid og uddannelse og formår at gennemskue arrangementet, ikke har tænkt sig at bruge deres "demokratiske ret". Bekymrende på sin vis - for hvem er det så, der stemmer? Og hvordan skal noget så nogensinde ændres...? For en dansk dagligdags-demokrat er det lidt foruroligende.
Sagen er blot den, at mange ugandere synes at være taknemmelige for, at der er en vis grad af stabilitet i landet - på trods af, at det praksis skyldes et diktatur.

De veluddannede ugandere betragter det nuværende styre som et "Democracy of peasants", der stemmer fuldstændig uden viden om, hvad der er bedst for landet.
I de landsbyer, vi indtil videre har besøgt, er det også svært at forestille sig, hvordan de skulle erhverve sig et grundlag for at stemme velovervejet.
Og det er heller ikke svært at forstå når præsidentens parti kører ud til landsbyerne med højtalere på taget af bilerne til at forkynde budskabet, gratis, gule T-shirts med Museveni eller hans mænd på, sukker, sæbe eller andre eftertragtede varer.
Alle steder ser man folk gå med de iøjefaldende gule t-shirts.

Nina deler kiks ud til Batwabørnene - bemærk de to kvinder i gule Museveni-T-shirts

Hospitalet råder os til at blive ved hospitalet så længe valget varer - resultatet kommer på mandag - og de regner ikke med, at der bliver problemer. Måske noget uro og protester i de store byer, men ingen regner med et større opgør med mindre præsidenten mod al forventning ikke skulle vinde og derfor nok vil sætte militæret ind.
Men mon ikke han selv har sørget for, at der ikke er en risiko for at tabe valget...

Den danske ambassade har sendt os en ret underholdende mail med information om, hvordan vi skal forholde os i tilfælde af uro. Den består af en Emergency Plan 1, 2 og 3 og indeholder formaninger om at samle flaskevand og dåsemad til flere uger - tror virkelig slet ikke det er muligt at opdrive dåsemad i Bwindi!

Vi føler os meget trygge her og bekymrer os ikke.

Om lidt vil vi forsøge at bage en kage i gasovnen med de ret sparsomme ingredienser vi har ( bananer, mel, sukker og flere bananer) - men kagens navn ligger allerede fast - det bliver en Election Cake!

Og her kom så et billede af den gode Election Cake!

Outreach

Så er det ved at være tid til lidt nyt fra Uganda.

Jeg er efterhånden ved at føle mig hjemme – kan efterhånden navnene på de fleste og er ved at have lidt mere styr på hvor og hvornår ting sker.

F.eks. at mælketheen er kvalmende. At der er mange patienter i OPD torsdag og lørdag, fordi det er markedsdage og derfor kører der flere biler mellem byerne, så folk rent faktisk kan komme frem til hospitalet. At ironi ikke virker særlig godt. At Dr Julius danser godt og elsker ugandisk reggae/RnB. At Chloramphenicol ikke kun er øjendråber.... og meget, meget mere!

Den anden dag var vi ved at få hospitalskuller og havde derfor spurgt om vi måtte komme med på Community Outreach hos Batwa-folket. Hospitalet samarbejder med et organisation, der støtter de lokale folk, som bl.a. består af fordrevne pygmæer fra junglen. De er nu landløse og uden ejendom og i det hele taget uden mange chancer for at ændre deres situation. Helbreds, uddannelses og ernæringssituationen er elendig.

På Outreach bliver der f.eks. undervist i fødevareproduktion, da de ellers mest dyrker så kaldte Cash Crops altså produkter, der kan sælges for penge – kaffe, the osv. Problemet deri er, at de ikke dyrker meget til deres egen husholdning og derfor er meget afhængige af de tjente penge og istedet  bare køber mad for de penge de nu har. Viden om hvad der er god mad er forbavsende lille. Toastbrød, cassava og polerede ris indeholder ikke mange vitaminer og mineraler og når der heller ikke er nok af det, bliver børnene let både fejl- og underernærede. Uvidenheden er skræmmende stor og overskuddet til planlægning er tydeligvis lille.

Holdet vi var med bestod af nogle sygeplejersker, community-folk og en præst – allesammen mast ind bagi en slags overdækket pick-up-truck. Vi har ikke været meget udenfor området omkring hospitalet – hvilket er en skam for her er virkelig rigtig smukt.

Theplantage - bjergene i baggrunden er Congo

Gennem themarker og jungle kørte vi ad røde, hullede veje og kom endelig frem til en dal, hvor Batwa-folket bor spredt i små hytter Rotary har doneret.

Straks blev radioen tændt og folk kom løbende – de får vist ikke besøg særlig ofte, så det var en stor attraktion - ikke mindst når der nu var sære, hvide mennesker med.

Der blev sunget salmer og præsten holdt en intens men fuldstændig (for os) uforståelig prædiken, der dog syntes at vække begejstring. Børn blev vejet, vacciner givet til dem, som måtte mangle og ormekure givet. Simpelthen helt basal sundhed. 

Agnes skriver børnenes vægt og vacciner ned

Det var en spændende og unik chance for at møde mennesker, man ellers ikke kommer til at møde på "ærlig vis" (ellers kun på ækle visits to local village-tours). Samtidig var det et indblik i et barskt liv med hårdt arbejde, mænd, der drikker og børn med store, udspilede og fejlernærede maver. Næsten alle kvinderne havde et barn på ryggen, et på hoften og ofte endnu et på vej...

Tilføj billedtekst

Det var alt for nu - mere nyt kommer snart.

Agandi...?

Efterhånden er der gået nogle dage i Bwindi og jeg synes man er ved at have fornemmet og forstået bare en lille smule...

 Kan starte med at sige at her er: anderledes! Meget anderledes...

Vores Guesthouse - vi bor til venstre

Hospitalet ligger som sagt tæt på grænsen til Congo, omgivet af bløde, grønne bjerge hvorpå der er stejle marker, bananpalmer og lidt jungle. Ind i mellem regner det et par gange om dagen men solen kommer også frem. Idag skinner solen og himlen er blå og det er tilpas varmt. Vi har siddet i solen til folks store morskab - vi griner og peger på vores hvide, hvide arme og ben og så griner de tilbage og forstår.


Hver dag på hospitalet starter med morgensamling med bøn. Der er en - oftest præsten - der siger nogle ord og så synges der en salme på lokalt sprog akkompagneret af trommer og klappen. Vi tør stadig ikke klappe med for vi har ikke helt fattet rytmen endnu.
Så er der meddelser - den anden dag snakkede hospitalets overhoved og overlæge. Han er en mand med et smil, han viser så ofte, at jeg bliver mistænksom. Og så kan han vældig godt lide at høre sig selv tale, hvilket desværre medfører at han taler længe med en selvsikker, langsom mumlen.

De fleste taler engelsk, men med en accent, det kommer til at tage lidt tid at vænne sig til. Dét og kombinationen af, at de bedst kan lide at beholde de fleste lyde inde i munden og desuden synes at det ikke er pænt at tale for højt, gør nogle gange kommunikationen lidt tung. Men vi klarer os. Vi har lært at sige nogle få ting - bl.a. Agandi? (hvordan går det?) og svare på det, for det er noget man bliver spurgt om 100 gange dagligt - og vi vil næppe være mere uhøflige end vi sikkert allerede er uden at vide det.

I denne uge er jeg på Pediatric ward - børneafdelingen - det er noget helt fremmed for mig. De fleste er indlagt med underernæring, alvorlig malaria eller en eller anden infektion. Ikke noget jeg kender så meget til hjemmefra, så jeg gør hvad jeg kan for at opfange viden og ikke mindst deres behandlingsprotokoller, så jeg på et tidspunkt selv kan gøre noget. Det skulle nok blive muligt, for så meget har de heller ikke at gøre med af behandlingsmuligheder, at det ikke kan læres ret hurtigt. Og børnene er naturligvis ufattelig søde - selvom nogle af dem begynder at græde og gemmer sig bag deres mødre når de ser mit sære ansigt.

Igår var der "stor stuegang" hvor alle lægerne gennemgår de mest komplicerede tilfælde på hele hospitalet - det indebærer, at ca. 25 mennesker stimler sammen om den stakkels syge persons seng. Sygehistorien præsenteres og så starter en intern mumlen blandt lægerne, hvor andre bare må prøve at følge så godt med som de nu kan. For os er det en enorm langsom og lettere amoralsk fremgangsmåde. De kan diskutere i evigheder uden at komme frem til en løsning eller bare en konstruktiv handlingsplan for, hvordan de så kan prøve at løse problemet.

Vores tålmodighed er sat på prøve men indtil videre tænker jeg det er bedst at holde lav profil. Vi allerede set ting og sager man nærmest aldrig ser i Danmark - bl.a. en mand med miliær TB (meget udbredt tuberkulose). Sundhed er virkelig noget andet hernede. Hans røntgenbillede så nogenlunde sådan her ud:



Miliær tuberkulose

Idag er det søndag og kokken har fri, så vi har forsøgt os med gaskomfuret imorges og med held bagt pandekager! Med lækre bananer og ananas fra den lille ananaslund i nærheden.
Humøret er godt og øjenene mætte af alt det nye, men jeg tror stadig ikke jeg til fulde har forstået hvor længe jeg egentlig skal være her...

The Surprising Rain - Charles&Charles - Entebbe-Butogota-Bwindi



Efter en meget lang men vellykket rejse er vi endelig fremme i Bwindi.
Meget trætte landede vi i lufthavnen og kom ud af flyet til en meget karakteristisk lugt - varmt, tørt, brændt gummi, benzin og tobak... helt, helt anderledes.
Charles, der er manager på hospitalet havde et ærinde i Kampala og havde lovet at hente os i lufthavnen og køre os til bussen mod Bwindi. Så efter en meget lang visum-kø var det en glædelig overraskelse at se en mand med et "Nina - Amanda" skilt parat.
Nærmest så snart vi går ud af lufthavnen åbner himlen mildest talt, jeg har aldrig set så store regndråber. Det er åbenbart meget usædvanligt for årstiden med den slags tropiske storme - den lille regntid kommer først om en måneds tid! "Surprising Rain" kaldte Charles det med meget tålmodig mine. Ude i bilen ventede endnu en Charles (også ansat ved hospitalet). Utroligt nok syntes heller ikke han at have det mindste imod at tilbringe sin nat med at hente og bringe os.
Vi blev kørt til bussen, hvor de tålmodigt ventede, til de mente det var forsvarligt at forlade os alene.
Og alene dét var vi - nok de eneste af vores kulør i miles omkreds i en busstation kl 5 om morgenen, hvor 25 busser og 1000 mennesker med alverdens oppakning løb rundt og råbte til af af hinanden
Der sad vi så et par timer og ventede på at bussen rent faktisk kørte ved halv otte-tiden . Men da vi endelig kom afsted gik det sandelig også stækt. Utoligt at en gammel Isuzu kan køre så stærkt. Buschafføren kørte elegant over huller, overhalede andre køretøjer, dyttede af alle vejkanten så de kunne nå at forføje sig samtidig med han snakkede med passagererne eller råbte til folk vi kørte forbi.

Damer i bussen

Efter en "mindre" forsinkelse på 3-4timer i Masaka, hvor vejen var skyllet væk af nattens regn, kom vi endelig med ømme ender af at sidde så længe til endestationen Butogota kl 21. Her blev vi hentet af nogle folk fra hospitalet i deres fine jeep-ambulance - og endelig kl 22 efter endnu en køretur ind i junglen af små veje kom vi frem til Bwindi. Vi besvimede stort set i søvn på vores værelse i Guesthouse't til lyden af cikader og ukendte fugle - efter to nætter på farten uden meget søvn.
Næste morgen skinnede solen og vi kunne endelig se, hvor vi rent faktisk var endt. Udenfor Guesthouse't er en fin, lille have med roser, hibiscus og aber i træerne.



Vores terrasse den første morgen

 



Stor begejstring over aber i haven - de andre syntes vi var skøre