Agandi...?

Efterhånden er der gået nogle dage i Bwindi og jeg synes man er ved at have fornemmet og forstået bare en lille smule...

 Kan starte med at sige at her er: anderledes! Meget anderledes...

Vores Guesthouse - vi bor til venstre

Hospitalet ligger som sagt tæt på grænsen til Congo, omgivet af bløde, grønne bjerge hvorpå der er stejle marker, bananpalmer og lidt jungle. Ind i mellem regner det et par gange om dagen men solen kommer også frem. Idag skinner solen og himlen er blå og det er tilpas varmt. Vi har siddet i solen til folks store morskab - vi griner og peger på vores hvide, hvide arme og ben og så griner de tilbage og forstår.


Hver dag på hospitalet starter med morgensamling med bøn. Der er en - oftest præsten - der siger nogle ord og så synges der en salme på lokalt sprog akkompagneret af trommer og klappen. Vi tør stadig ikke klappe med for vi har ikke helt fattet rytmen endnu.
Så er der meddelser - den anden dag snakkede hospitalets overhoved og overlæge. Han er en mand med et smil, han viser så ofte, at jeg bliver mistænksom. Og så kan han vældig godt lide at høre sig selv tale, hvilket desværre medfører at han taler længe med en selvsikker, langsom mumlen.

De fleste taler engelsk, men med en accent, det kommer til at tage lidt tid at vænne sig til. Dét og kombinationen af, at de bedst kan lide at beholde de fleste lyde inde i munden og desuden synes at det ikke er pænt at tale for højt, gør nogle gange kommunikationen lidt tung. Men vi klarer os. Vi har lært at sige nogle få ting - bl.a. Agandi? (hvordan går det?) og svare på det, for det er noget man bliver spurgt om 100 gange dagligt - og vi vil næppe være mere uhøflige end vi sikkert allerede er uden at vide det.

I denne uge er jeg på Pediatric ward - børneafdelingen - det er noget helt fremmed for mig. De fleste er indlagt med underernæring, alvorlig malaria eller en eller anden infektion. Ikke noget jeg kender så meget til hjemmefra, så jeg gør hvad jeg kan for at opfange viden og ikke mindst deres behandlingsprotokoller, så jeg på et tidspunkt selv kan gøre noget. Det skulle nok blive muligt, for så meget har de heller ikke at gøre med af behandlingsmuligheder, at det ikke kan læres ret hurtigt. Og børnene er naturligvis ufattelig søde - selvom nogle af dem begynder at græde og gemmer sig bag deres mødre når de ser mit sære ansigt.

Igår var der "stor stuegang" hvor alle lægerne gennemgår de mest komplicerede tilfælde på hele hospitalet - det indebærer, at ca. 25 mennesker stimler sammen om den stakkels syge persons seng. Sygehistorien præsenteres og så starter en intern mumlen blandt lægerne, hvor andre bare må prøve at følge så godt med som de nu kan. For os er det en enorm langsom og lettere amoralsk fremgangsmåde. De kan diskutere i evigheder uden at komme frem til en løsning eller bare en konstruktiv handlingsplan for, hvordan de så kan prøve at løse problemet.

Vores tålmodighed er sat på prøve men indtil videre tænker jeg det er bedst at holde lav profil. Vi allerede set ting og sager man nærmest aldrig ser i Danmark - bl.a. en mand med miliær TB (meget udbredt tuberkulose). Sundhed er virkelig noget andet hernede. Hans røntgenbillede så nogenlunde sådan her ud:



Miliær tuberkulose

Idag er det søndag og kokken har fri, så vi har forsøgt os med gaskomfuret imorges og med held bagt pandekager! Med lækre bananer og ananas fra den lille ananaslund i nærheden.
Humøret er godt og øjenene mætte af alt det nye, men jeg tror stadig ikke jeg til fulde har forstået hvor længe jeg egentlig skal være her...