Efter en meget lang men vellykket rejse er vi endelig fremme i Bwindi.
Meget trætte landede vi i lufthavnen og kom ud af flyet til en meget karakteristisk lugt - varmt, tørt, brændt gummi, benzin og tobak... helt, helt anderledes.
Charles, der er manager på hospitalet havde et ærinde i Kampala og havde lovet at hente os i lufthavnen og køre os til bussen mod Bwindi. Så efter en meget lang visum-kø var det en glædelig overraskelse at se en mand med et "Nina - Amanda" skilt parat.
Nærmest så snart vi går ud af lufthavnen åbner himlen mildest talt, jeg har aldrig set så store regndråber. Det er åbenbart meget usædvanligt for årstiden med den slags tropiske storme - den lille regntid kommer først om en måneds tid! "Surprising Rain" kaldte Charles det med meget tålmodig mine. Ude i bilen ventede endnu en Charles (også ansat ved hospitalet). Utroligt nok syntes heller ikke han at have det mindste imod at tilbringe sin nat med at hente og bringe os.
Vi blev kørt til bussen, hvor de tålmodigt ventede, til de mente det var forsvarligt at forlade os alene.
Og alene dét var vi - nok de eneste af vores kulør i miles omkreds i en busstation kl 5 om morgenen, hvor 25 busser og 1000 mennesker med alverdens oppakning løb rundt og råbte til af af hinanden
Der sad vi så et par timer og ventede på at bussen rent faktisk kørte ved halv otte-tiden . Men da vi endelig kom afsted gik det sandelig også stækt. Utoligt at en gammel Isuzu kan køre så stærkt. Buschafføren kørte elegant over huller, overhalede andre køretøjer, dyttede af alle vejkanten så de kunne nå at forføje sig samtidig med han snakkede med passagererne eller råbte til folk vi kørte forbi.
Meget trætte landede vi i lufthavnen og kom ud af flyet til en meget karakteristisk lugt - varmt, tørt, brændt gummi, benzin og tobak... helt, helt anderledes.
Charles, der er manager på hospitalet havde et ærinde i Kampala og havde lovet at hente os i lufthavnen og køre os til bussen mod Bwindi. Så efter en meget lang visum-kø var det en glædelig overraskelse at se en mand med et "Nina - Amanda" skilt parat.
Nærmest så snart vi går ud af lufthavnen åbner himlen mildest talt, jeg har aldrig set så store regndråber. Det er åbenbart meget usædvanligt for årstiden med den slags tropiske storme - den lille regntid kommer først om en måneds tid! "Surprising Rain" kaldte Charles det med meget tålmodig mine. Ude i bilen ventede endnu en Charles (også ansat ved hospitalet). Utroligt nok syntes heller ikke han at have det mindste imod at tilbringe sin nat med at hente og bringe os.
Vi blev kørt til bussen, hvor de tålmodigt ventede, til de mente det var forsvarligt at forlade os alene.
Og alene dét var vi - nok de eneste af vores kulør i miles omkreds i en busstation kl 5 om morgenen, hvor 25 busser og 1000 mennesker med alverdens oppakning løb rundt og råbte til af af hinanden
Der sad vi så et par timer og ventede på at bussen rent faktisk kørte ved halv otte-tiden . Men da vi endelig kom afsted gik det sandelig også stækt. Utoligt at en gammel Isuzu kan køre så stærkt. Buschafføren kørte elegant over huller, overhalede andre køretøjer, dyttede af alle vejkanten så de kunne nå at forføje sig samtidig med han snakkede med passagererne eller råbte til folk vi kørte forbi.
 |
| Damer i bussen |
Efter en "mindre" forsinkelse på 3-4timer i Masaka, hvor vejen var skyllet væk af nattens regn, kom vi endelig med ømme ender af at sidde så længe til endestationen Butogota kl 21. Her blev vi hentet af nogle folk fra hospitalet i deres fine jeep-ambulance - og endelig kl 22 efter endnu en køretur ind i junglen af små veje kom vi frem til Bwindi. Vi besvimede stort set i søvn på vores værelse i Guesthouse't til lyden af cikader og ukendte fugle - efter to nætter på farten uden meget søvn.
Næste morgen skinnede solen og vi kunne endelig se, hvor vi rent faktisk var endt. Udenfor Guesthouse't er en fin, lille have med roser, hibiscus og aber i træerne.
Næste morgen skinnede solen og vi kunne endelig se, hvor vi rent faktisk var endt. Udenfor Guesthouse't er en fin, lille have med roser, hibiscus og aber i træerne.
 |
| Vores terrasse den første morgen |
 |
| Stor begejstring over aber i haven - de andre syntes vi var skøre |
Godt klaret må jeg nok lige sige. Og flotte stemningsfyldte foto!
SvarSletHejsa Amanda
SvarSletSikke en tur. Dejligt at I er nået frem til paradis. Glæder mig til at læse om flere fantastiske oplevelser :0) Knus