Det er ved at være tid til nyt fra Bwindi. De sidste uger har stået i hospitalets tegn. I disse uger er jeg på Børneafdelingen og det er væltet ind med børn, så der har været en del at lave og det er blevet til nogle lange dage.
Malaria, diarré, underernæring og lungebetændelse er det mest almindelige men ind i mellem kommer også mere specielle sager: epilepsi, seglcelle-anæmi, sjædne infektioner, slangebid eller simpelthen infektioner, der udvikler sig i en grad man ikke ser derhjemme.
De syge børn, der kommer til hospitalet, bliver først set i OPD'en ( outpatient department; en slags klinik, der ser mange patienter hver dag ) - er de så syge, at de må indlægges sendes de over på Paediatric Ward. Og så er det ikke sikkert der sker så forfærdelig meget mere før en læge, en medical officer (kortere uddannelse) eller en af os, ser dem. Nogle gange - især hvis det er en af de kendte sygdomme - f.eks. malaria eller diarré sætter sygeplejerskerne selv relevant behandling i gang - ellers får de ofte bare noget paracetamol hældt i sig og må så de ellers pænt vente på at den rigtige person kommer forbi. Det er en voldsom kontrast til derhjemme, hvor indlagte børn sandelig kan sætte en afdeling op i omdrejninger.
Mødrene er indlagt sammen med det syge barn, for det er ikke sygeplejerskernes opgave at passe barnet. Tit er søskende også med, for faderen derhjemme passer ikke børn. Det kan nogle gange være svært at finde det syge barn i mylderet.
I Uganda får man mange børn. De har en af de højeste fødselsrater i Afrika - 6,7 børn er gennemsnittet - og den del af landet vi befinder os i er et ret uudviklet landområde, så de er helt sikkert ikke under det gennemsnit. Omtrent 50% af befolkningen er under 15 år. Hospitalet har et helt projekt viet kun til at begrænse fødselsraterne: Family Planning. Her rådgives og undervises kvinder især i fordelene i at få færre børn - bedre helbred for hende selv og børnene, bedre økonomi for familien og dermed større chance for at uddanne børnene. Der undervises i og uddeles prævention. Det er dog en svær problematik - traditionelt er det meget velanset at få mange børn og det er ikke altid fædrene er enige i at begrænse familiestørrelsen, selvom han ikke kan forsørge dem alle.
 |
| Jep - her er mange børn |
Igår var en hektisk dag. Netop om morgenen blev en lille dreng på knap et år indlagt med vejrtrækningsproblemer. Han kom fra et område nær en stor Thefabrik, der ligger noget uden for Bwindi. Tilknyttet denne fabrik er en sundhedsklinik, hvilket jo egentlig er en vældig god ide, problemet er bare at de ikke er særlig dygtige.
Denne patient er ikke den eneste jeg har set, der er levet fejlagtigt behandlet på den klinik. Der er næppe noget reelt uddannet personale og det eneste, de har at give af medicin, er diverse indsprøjtninger. Hernede er der en fast tro på at indsprøjtninger til enhver tid er bedre og mere effektive end alt andet.
Barnet havde vist fået nogle indsprøjtninger af et eller andet og var så sendt hjem - katastrofalt, for et barn med lungebetændelse har brug for ilt og den rette type og rigtige dosis antibiotika.
Da barnet kom kæmpede det for at få vejret - ilten hjalp noget men godt så det ikke ud - man behøvede ikke et stetoskop for at vide at lungerne var fyldt med andet end luft.
Midt i min stuegang og første møde med et slangebid holder barnet op med at trække vejret og sygeplejersken og jeg farer over til sengen og begynder at ventilere og give hjertemassage. Efter kort tid står det dog klart at der ikke er noget at gøre.
Det er alligevel ikke så tit børnene dør her; de er tit nogle hårdføre væsner, som oftest alligevel klarer den, men denne gang gik det altså ikke. Vældig, vældig trist. Især når man ved, at var forældrene kommet tidligere og havde undgået Thefabrikkens klinik, var det nok gået godt.
Men de fleste af børnene klarer den og er mildest talt uimodståelige - som hende her - beskidte men stadig uimodståelige.
