Søndag og Syvogfyrre Hilsner

Det er søndag i Bwindi. Det betyder her er utrolig stille omkring mig. I det fjerne høres kirkesang og trommeri.

Jeg keder mig. Sådan den milde variant af kedsomhed. Som kriller i halsen sammenlignet med lungebetændelse. Har nu slået mig ned med computeren og en kop kaffe med obligatorisk flødepulver og en peanutbutter-mad og nu kommer min kedsomhed altså til at gå lidt ud over jer, kære læsere.


Søndag er normalt en dejlig dag, især hvis det er solskin og man kan liste så meget tøj af som muligt på et tæppe på græsplænen, men idag vil solen ikke rigtig frem og det har regnet en syndig flod hele natten, så alt damper varmt.

Denne fine, fine blomst vokser på et træ. Når træet blomstrer, falder bladene af. Jeg har helt personlig døbt blomsten: Frynseblomsten!

Jeg har været ude at gå en lille tur, ud gennem "byen" og videre. At gå tur hernede er ikke en privatsag - slet ikke når man er Mzungu (hvid person).    47 hilsner blev det til. Jeg talte. Det kan være en lille smule anstrengende ikke bare at kunne få lov til at gå for sig selv - denne trang, de fleste af jer nok kender, til at være lidt alene med sig selv, er ikke rigtig populær hernede. Privatsfære, der strækker sig omkring 50 cm omkring dig, er for eksempel heller ikke en ret.Men 47 hilsner på én 45 min gåtur. Fleste er bare nysgerrige og vil vide  hvor jeg skal hen og hvem jeg er eller blot høflige. Nogle af børnene synes det er übergrinagtigt at se en Mzungu komme gående, andre råber "Give me money...!".

Men vi kunne nu lære noget derhjemme. Jeg synes faktisk det er en fin skik at hilse på andre mennesker, anderkende deres eksistens. Man behøver jo ikke give andet væk af sig selv end et smil og en hilsen


So beware, Gående i Risskov, når jeg kommer hjem, så bliver der hilst!