Serengeti, Zanzibar & snart hjem

 

Her kommer lidt billeder fra safari i Serengeti. Det er nok et af de smukkeste steder jeg laenge har set! Stort og vildt. Hvad bedre kan man bruge sin tid paa end at se paa dyr og smuk natur hele dagen? Det bliver heller ikke vaeree af skoen mad om aftenen og champagne til morgenmaden...

Nu er tiden kommet til Zanzibar - det er et rigtigt lille tropeparadis med en kridhvid strand og herligt, turkist badevand. Noget helt andet end den side af Afrika jeg mest har oplevet.
Snart begynder tankerne at vende hjem, er saa smaat begyndt at glaede mig lidt...

Rwanda

Siden sidst er der sket vaeldig meget, som I kan se er tastaturet ikke dansk - jeg skriver nemlig fra en lille internetcafe i Dar es Salaam. Den er ejet af en vaeldig soed inder-fyr, der lige har forsikret mig om en god "discount", hvis jeg nu kunne taenke mig at bo paa hans hotel. Det er intet under at indere styrer alt med handel i disse lande.

Efter Bwindi gik turen til Rwanda, det er efterhaanden noget tid siden, men det har vaeret svaert at laane computer/internet.
Rwanda viste sig at vaere meget anderledes end Uganda, selvom landskabet ligner meget med de taet bevoksede bakker og bananpalmer i hobetal.
Det viste sig dog med det samme da vi krydsede graensen - vejene var simpelthen SAA paene, ret velholdt astfalt modsat grusveje med store kratere. Og busserne var paene, velholdte, ikke overfyldte og koerte overraskende nok nogenlunde til tiden.

Maaske er det hvad, der kommer ud af at vaere en gammel tysk-belgisk koloni...
Da vi kun kunne faa 10 dages visum, blev det til et lidt kort besoeg. Men vi naede at bestige et bjerg paa 3700 m, der var en gammel vulkan med en soe i den udslukte kratertop; det var en haard tur derop af meget mudrede spor. Med os havde vi baade en guide, 3 bevaebnede vagter og en mand, der vist bare var med i haabet om at vi fik brug for en baerer. Det fik vi heldigvis ikke. Men det var en flot tur!

Kigali, der er hovedstaden i Rwanda, viste sig at vaere et ret fin by. Der var hverken koer eller deres efterladenskaber i gaderne, den var paen og ren efter afrikansk standard og havde naesten en lidt sydfransk stemning over sig.
Det er svaert at forstaa at Rwanda saa sent som i `94 var stedet, hvor et af de mere brutale folkemord fandt sted - 1 million ud af landets ca 7 millioner indbyggere blev draebt paa faa maaneder. Selvom et besoeg paa Kigalis fine Genocide Museum (der maa have modtaget en massiv donation fra diverse organisationer), kastede lidt lys over hvorfor Hutuerne besluttede at goere hvad de kunne for at slaa landets Tutsier ihjel, giver det stadig ikke rigtig mening for mig at almindelige mennsker kan faa sig selv til at hugge naboer og venner ned med en machete. Jeg fatter det ikke helt... slet ikke at de kan leve saa tilsyneladende fredeligt sammen den dag idag.
Men Rwanda var helt bestemt et virkelig spaendende land at besoege og jeg er glad for at det blev en del af mit indtryk af Afrika.

Siden Rwanda har Den Store Safari i Serengeti fundet sted - jeg vil ikke skrive mere om den her, foer der ogsaa er mulighed for at uploade nogle billeder. Men det var simpelthen fabelagtigt, vidunderligt smukt og med masser af vilde dyr og Safari Lodge Luxus.

Farvel til Bwindi

Nu er det slut med Bwindi! Det er ikke til at forstå at tiden er gået så hurtigt. Især tiden har været af en lidt anden karakter i Bwindi. Jeg har ikke haft et ur, men har bare fulgt rytmen der - måltiderne og generatorens vilje til at lave elektricitet har været punkter som delte dagen op.
Som oftest var der kun strøm om aftenen fra 20 til 23 og nogle timer om morgenen. Eller hvis generatoren ekstraordinært blev tændt for at tage et akut røntgenbillede.
Hver morgen er jeg vågnet til lyden af regnskov og cikader og den gryende dag, efterhånden på præcis det samme tidspunkt.

Dagene flyder allerede sammen for mig. Lige da vi tog afsted derfra, var det trist, for så indser man at en tid i ens liv pludselig er ovre og aldrig kommer igen - og den slags sker altid før man helt forstår det eller føler sig parat. Jeg vil ikke forsøge mig med store ord om hvad det hele har betydet for mig endnu, det tror jeg først dæmrer for mig engang om noget tid derhjemme - så spørg mig til den tid.

Nok om det.



Som I nok husker startede rejsen mod Afrikas land på krykker med en slemt forstuvet fod. De krykker som Helten købte i sidste minut i Matas har fået nyt liv i Bwindi.

The elephant woman

Denne kvinde blev fundet ude i junglen tæt ved Congo i Oktober; en elefant havde trådt på hende under meget uklare omstændigheder og det ene underben var stort set knust. Hun blev bragt til hospitalet og da hun ikke havde penge til at blive henvist til et hospital, der var mere specialiseret i ortopædkirurgi, blev hun i Bwindi, hvor man ( efter at have konstateret at så helt galt ud rå røntgenbilledet ) satte benet i stræk og antibiotika-drop direkte ind i såret.
Således har hun været lænket til sengen til engang i slutningen af Marts ( jep, en 4-5 måneder ), hun har ikke nogen slægtninge som kommer og tager sig af hende, så hospitalet har ekstraordinært sørget for at nogen kommer med mad til hende og hjælper hende med andet.
Nu er The Elephant Woman ( det kalder alle hende ) endelig kommet ud af stræk og kan begynde at bevæge sig lidt rundt. Og det er så der mine krykker kommer ind i billedet. Nyt liv til krykkerne fra Matas.

Næste nyt er fra Rwanda.

Besøg fra Nord & vilde dyr

Så kom tiden til nyt herfra. Der er sket meget siden sidst! For det første kom der en gave fra nord, heldigvis indeholdt den lige præcis én, der var længe savnet. Skønt skønt...

Nina fik også besøg af sin mor, så vi var taget til Kampala sammen for at hente gæster.
Kampala er en larmende, beskidt og travl by - på sin vis meget sjov at gå rundt i så længe man er i humør til det. Vi var både på marked, shopping mall og fik gået byen tynd. Mens vi var der var der nogle sammenstød mellem demonstranter (oppositionen), der er utilfredse med stigningen i fødevare og benzinpriser og politiet (regeringspartiet). Der var meget politi i gaderne, men vi oplevede ikke noget ubehageligt, selvom vi senere samme dag hørte, at der var blevet skudt på demonstranter med flere sårede som følge.

Jeg tog til lufthavnen og hentede Robin, der havde været på vej hele dagen fra London. Nøjjj, det var skønt at se ham igen efter lang, lang tid.

Næste morgen tog vi alle 4 bussen mod Bwindi - den kører kl 7.30 om morgenen og er så fremme en 10-12 timer senere efter en smuk men også meget autentisk bustur (høns i plastikposer og børn, der brækker sig på dit sæde) gennem det syd-vestlige Uganda.

Det var utrolig dejligt at have muligheden for vise Robin hospitalet, omgivelserne og alle de herlige mennesker jeg har lært at kende i de sidste måneder.

Efter et par dages ro og mag langt væk fra civilisationen drog vi afsted i en lejet bil, der skulle tage os rundt for at se noget mere af Uganda.

Stor begejstring for bilens pop-op-tag

Første stop var Queen Elizabeth National Park, der ligger i den vestlige del af Uganda, tæt ved grænsen til Congo. Her skulle både være løver, der som noget helt særligt har lært at klatre i træer samt en masse andet godt fra den afrikanske fauna.

Og det var også rigtig, rigtig smukt og dejligt at se en anden del af Uganda end det område vi har boet i.

Ugandan Kob

Det var helt fabelagtigt at se dyrene "live" - lidt fjollet, men det faktisk helt sjovt når man indser at der virkelig står en elefant lige foran dig.
Helt fantastisk. Jeg tror aldrig jeg bliver træt af at kigge på dyr!

Det var lidt specielt at være på safari og være rigtig turist i en lejet bil. Det var meget tydeligt at attituden til én er en anden når man kommer i flok i en firhjulstrækker - pludselig koster bananerne det dobbelte fordi alle tror man har måsen fuld af penge, samtidig er det slut med at føre "rigtige" samtaler med folk, for de fleste man møder er folk, der arbejder med turister. Heldigvis er Uganda ikke så udviklet til turisme endnu - der er bestemt ikke overrendt og man kan stadig føle sig lidt "alene på opdagelse".

Når man skal på tidligt gamedrive skal man virkelig tidligt op, for man skal være der når dyrene er mest aktive netop når solen står op.
Men det er også utrolig stemningsfuldt at køre afsted og se, hvordan solen langsomt kommer frem over savannen.

Meget mæt løve

 Elefanterne må være mine yndlingsdyr, vi var så heldige at se rigtig mange. Også et par meget mætte løver og en leopard, der dasede i et træ et godt stykke væk.






Nu er jeg tilbage på hospitalet og nyder de sidste dage her, for snart er det slut og nye eventyr i Rwanda og Tanzania venter.

Stay tuned...

HIV & TB

Det er vist på tide med lidt mere nyt fra hospitals-fronten, så det hele ikke går op i gorillaer.

Skal dog lige nævne at vi, sådan helt tilfældigt, har set flere gorillaer på det sidste - helt uden at lede efter dem.

HIV fylder en del i min hverdag hernede - egentlig ikke så meget som jeg troede hjemmefra, hvilket nok skyldes at ens syn på Afrika er noget unuanceret på det punkt ( og mange andre ). Hjemmefra havde vi medbragt kassevis af handsker og mundbind og den slags, vel nok med en tanke om at smitterisikoen var betydelig. Selvom der er mange HIV-patienter, så indså jeg for kort tid siden, at det er længe siden jeg har tænkt på at man kunne blive smittet. 

Man får jo ikke HIV af at røre en HIV-patient - og skal man foretage sig noget, der involverer kropsvæsker, så tager man naturligvis handsker på. Der er faktisk handsker på afdelingerne, ikke i Massevis&Kassevis som på danske hospitaler, men der er en "one size fits nobody" pudret til i ækel talkum og det fungerer faktisk fint. Min grænse for hvilket procedurer, der involverer handsker er virkelig blevet rykket opad.

Lige nu har jeg min gang på voksenafdelingen og får en del tid til at gå med at gå stuegang dér. Hvad finder man så der.... man finder nogenlunde følgende:

- en ældre kvinde med malaria
- et par alkoholikere, der har drukket så meget af den lokale banan-sprut, at de kun knapt vågnede igen ( den ene så grundigt at hans venstre arm og ben var lamme i et par dage )
- en 90 årig mand, der er blevet opereret for hernie (brok)
- en 20-årig ung mand i semi-koma efter en mystisk infektion, vi stadig ikke ved hvad var
- en ung kvinde med AIDS og formentlig tuberkulose (TB)
- en ældre kvinde med mavesår
- en kvinde med AIDS og en mærkelig tumor i rygsøjlen
- en ung mand med ( formentlig ) infektiøs endokarditis ( bakteriel infektion af primært hjerteklapper) samt en mystisk autoimmun reaktion.
- en ældre kvinde i TB-behandling, men som nok ikke har TB alligevel - nærmere en lungeabces med en eller anden atypisk, multi-resistent bakterie som laboratoriet ikke har en chance for at identificere...
- en mand med HIV og formentlig TB
- en svært dehydreret kvinde, der indtil videre er gået i hypovolæmisk chok to gange.

Det er altså virkelig en blanding af almindelige ting og sager, som man også finder i Danmark og så HIV og dennes komplikationer samt mere eksotiske infektionssygdomme. Når man går stuegang skal man virkelig forholde sig til vidt forskellige ting, hvilket kan være ret svært, men det er også spændende. Derudover må man også kæmpe lidt med dovne sygeplejersker, der ikke synes sygepleje er en del af deres arbejde.

HIV test på outreach

HIV er udbredt i Uganda, ikke som i nogle af de værst ramte afrikanske lande, men omkring 12 % af befolkningen er smittet. De fylder en del på hospitalet som følge af de infektioner deres lave immun-funktion giver dem. Behandling (HART) er gratis og dækkes af regeringen, problemet er bare at forsyningen med medicin fra regeringens lagre er lidt ustabil. I perioder mangler en type medicin og da behandlingen og folk må gå hjem med uforettet sag, hvilket er en skam, da folk ofte kommer langt væk fra og har måske virkelig samlet mod til at komme. Hospitalet tilbyder gratis testning, gratis behandling og rådgivning. Desuden er der flere gange om ugen Outreach til landsbyer, der ligger længere væk for at se patienter dér, uddele medicin og teste for HIV. Samtidig er kondomer gratis og de gør en stor indsats for at undgå mor-til-barn-smitte.
Behandling og testning for TB er også gratis.

Så der bliver virkelig gjort en indsats.

Vægmaleri fra hospitalets klinik

Det gør mig alligevel vred at se en kvinde komme ind med 5 børn og smittet med HIV af en mand, der enten drikker eller har forladt hende eller begge dele. Endnu mere vred endda over at se en mor komme ind med et barn, der er blevet smittet med HIV ved fødslen, hvilket kunne være undgået, hvis hun var kommet til hospitalet for at føde. Enten ved hun ikke at det kunne have været undgået, eller også havde hun ikke råd til bussen eller også syntes manden ikke det var vigtigt.

Forladte offentlige hospitalsbygninger

Jeg er dog meget taknemmelig for at opleve et hospital, der virkelig ønsker at forbedre lokalbefolkningens sundhed. Hospitalet er privat og har derfor muligheden for f.eks. at kontrollere korruption samt lave deres egne retningslinier. Offentlige hospitaler fungerer oftest dårligere, man skal bestikke folk for at få den medicin og behandling som egentlig er gratis. Måske bygninger er bevilliget men ikke personalet eller facilteterne er simpelthen røvet for alt af værdi og forladt.

Søndag og Syvogfyrre Hilsner

Det er søndag i Bwindi. Det betyder her er utrolig stille omkring mig. I det fjerne høres kirkesang og trommeri.

Jeg keder mig. Sådan den milde variant af kedsomhed. Som kriller i halsen sammenlignet med lungebetændelse. Har nu slået mig ned med computeren og en kop kaffe med obligatorisk flødepulver og en peanutbutter-mad og nu kommer min kedsomhed altså til at gå lidt ud over jer, kære læsere.


Søndag er normalt en dejlig dag, især hvis det er solskin og man kan liste så meget tøj af som muligt på et tæppe på græsplænen, men idag vil solen ikke rigtig frem og det har regnet en syndig flod hele natten, så alt damper varmt.

Denne fine, fine blomst vokser på et træ. Når træet blomstrer, falder bladene af. Jeg har helt personlig døbt blomsten: Frynseblomsten!

Jeg har været ude at gå en lille tur, ud gennem "byen" og videre. At gå tur hernede er ikke en privatsag - slet ikke når man er Mzungu (hvid person).    47 hilsner blev det til. Jeg talte. Det kan være en lille smule anstrengende ikke bare at kunne få lov til at gå for sig selv - denne trang, de fleste af jer nok kender, til at være lidt alene med sig selv, er ikke rigtig populær hernede. Privatsfære, der strækker sig omkring 50 cm omkring dig, er for eksempel heller ikke en ret.Men 47 hilsner på én 45 min gåtur. Fleste er bare nysgerrige og vil vide  hvor jeg skal hen og hvem jeg er eller blot høflige. Nogle af børnene synes det er übergrinagtigt at se en Mzungu komme gående, andre råber "Give me money...!".

Men vi kunne nu lære noget derhjemme. Jeg synes faktisk det er en fin skik at hilse på andre mennesker, anderkende deres eksistens. Man behøver jo ikke give andet væk af sig selv end et smil og en hilsen


So beware, Gående i Risskov, når jeg kommer hjem, så bliver der hilst!

GORILLAZ

Hvor heldig kan man egentlig være? Ret heldig åbenbart...

Bwindi Impenetrable Forest er Ugandas største turistattraktion, fordi den er levested for ca 250 af af de omkring 700 resterende bjerggorillaer. Altså - det er hvad, der er tilbage af en population, som engang var stor i centralafrika. Krybskytteri, krige og skovrydning har gjort det af med resten.

De fleste andre hvide mennesker, som sætter deres fødder i dette område, er her for at se gorillaerne. Ofte som en del af dyre og temmelig eksklusive pakkerejser. De fleste andre hvide ansigter vi ser her, ser vi gennem ruden på store 4x4, ræsende afsted og uden på noget tidspunkt at lade folk stige ud.

Adgangen til de nu fredede gorillaer i Bwindi ( der er en nationalpark ) er stærkt begrænset. Man kan kun komme ind i skoven for at se gorillaer på en arrangeret tur og med en købt "permit". Disse permits sælges kun i meget begrænset antal - kun 24 sælges dagligt her. Det meste af året, når det er højsæson, er det nødvendigt at booke flere måneder i forvejen. Og prisen er : 500$ - jep - det er ret dyrt!


De sidste par dage har der boet nogle canadiere i vores Guesthouse, der var her på besøg for at lære Batwaerne førstehjælp. Utrolig søde og eventyrlystne mennesker, der er kørt i egen bil hele vejen fra Sydafrika. De havde besluttet sig for at punge ud, for gorillaerne måtte de se. Vi havde egentlig besluttet det samme, men gik og håbede på at kunne købe en afbudspermit til billigere pris. 


Da de kom tilbage fra deres gorillatur, gik de hen for at spise på en lodge tæt ved parken og gik en lille tur rundt på deres store grund - og gæt hvad de mødte; en hel gorillafamilie.


Vi hørte dette og glemte alt om interessante kejsersnit og skyndte os ud af døren, for det betød at gorillaerne var vandret udenfor parken, hvilket sker en gang i mellem selvom de foretrækker selve nationalparken.
Da vi kom derop regnede det og der var slet ingen gorillaer at se - kun nedtrådte gren og gorilla-lorte (ØV), så vi besluttede os for at drikke en sodavand i restauranten og vente på at regnen stoppede.
Efter regnen var stoppet gik vi slukørede og skuffede en lille tur mere for en sikkerheds skyld. Og lige da det så allersortest ud griber Nina mig i armen : " Se!". Oppe i et af træerne kravler en gorilla. Det viste sig, at det var en hel familie. Rundt om os kunne man høre lyden af knækkende grene og gorilla-grynt.
Vi listede os nærmere  og snart var vi omgivet af omkring 15 gorillaer, der var kommet frem af deres regnvejrs-skjul for at spise.
Gorillaer er ikke farlige og de er vant til at se mennesker, så der skulle ikke være noget at frygte. Faktisk var nogle af dem så nysgerrige at de kom helt hen til os - under en meter!
Uhh altså! Lidt bange blev man alligevel, da Silverbacken viste sig. Han var simpelthen voldsomt stor og det var umuligt ikke at blive lidt foruroliget og træde nogle skridt baglæns.


Vi blev og kiggede på dem og fik taget billeder i måske en lille time - de er virkelig nogle fascinerende væsner og det er en smule euforiserende at være SÅ tæt på.

Silverback

Vi så altså gorillaerne helt alene og uden at betale de 500$. 
Så heldig kan man være...


Her kommer billederne.

Så stor var han!

Børn

Det er ved at være tid til nyt fra Bwindi. De sidste uger har stået i hospitalets tegn. I disse uger er jeg på Børneafdelingen og det er væltet ind med børn, så der har været en del at lave og det er blevet til nogle lange dage.

Malaria, diarré, underernæring og lungebetændelse er det mest almindelige men ind i mellem kommer også mere specielle sager: epilepsi, seglcelle-anæmi, sjædne infektioner, slangebid eller simpelthen infektioner, der udvikler sig i en grad man ikke ser derhjemme.
De syge børn, der kommer til hospitalet, bliver først set i OPD'en         ( outpatient department; en slags klinik, der ser mange patienter hver dag ) - er de så syge, at de må indlægges sendes de over på Paediatric Ward. Og så er det ikke sikkert der sker så forfærdelig meget mere før en læge, en medical officer (kortere uddannelse) eller en af os, ser dem. Nogle gange - især hvis det er en af de kendte sygdomme - f.eks. malaria eller diarré sætter sygeplejerskerne selv relevant behandling i gang - ellers får de ofte bare noget paracetamol hældt i sig og må så de ellers pænt vente på at den rigtige person kommer forbi.                    Det er en voldsom kontrast til derhjemme, hvor indlagte børn sandelig kan sætte en afdeling op i omdrejninger.

Mødrene er indlagt sammen med det syge barn, for det er ikke sygeplejerskernes opgave at passe barnet. Tit er søskende også med, for faderen derhjemme passer ikke børn. Det kan nogle gange være svært at finde det syge barn i mylderet.

I Uganda får man mange børn. De har en af de højeste fødselsrater i Afrika - 6,7 børn er gennemsnittet - og den del af landet vi befinder os i er et ret uudviklet landområde, så de er helt sikkert ikke under det gennemsnit. Omtrent 50% af befolkningen er under 15 år. Hospitalet har et helt projekt viet kun til at begrænse fødselsraterne: Family Planning. Her rådgives og undervises kvinder især i fordelene i at få færre børn - bedre helbred for hende selv og børnene, bedre økonomi for familien og dermed større chance for at uddanne børnene. Der undervises i og uddeles prævention. Det er dog en svær problematik - traditionelt er det meget velanset at få mange børn og det er ikke altid fædrene er enige i at begrænse familiestørrelsen, selvom han ikke kan forsørge dem alle.

Jep - her er mange børn

Igår var en hektisk dag. Netop om morgenen blev en lille dreng på knap et år indlagt med vejrtrækningsproblemer. Han kom fra et område nær en stor Thefabrik, der ligger noget uden for Bwindi. Tilknyttet denne fabrik er en sundhedsklinik, hvilket jo egentlig er en vældig god ide, problemet er bare at de ikke er særlig dygtige.

Denne patient er ikke den eneste jeg har set, der er levet fejlagtigt behandlet på den klinik. Der er næppe noget reelt uddannet personale og det eneste, de har at give af medicin, er diverse indsprøjtninger.              Hernede er der en fast tro på at indsprøjtninger til enhver tid er bedre og mere effektive end alt andet.
Barnet havde vist fået nogle indsprøjtninger af et eller andet og  var så sendt hjem - katastrofalt, for et barn med lungebetændelse har brug for ilt og den rette type og rigtige dosis antibiotika.
Da barnet kom kæmpede det for at få vejret - ilten hjalp noget men godt så det ikke ud - man behøvede ikke et stetoskop for at vide at lungerne var fyldt med andet end luft.

Midt i min stuegang og første møde med et slangebid holder barnet op med at trække vejret og sygeplejersken og jeg farer over til sengen og begynder at ventilere og give hjertemassage. Efter kort tid står det dog klart at der ikke er noget at gøre.
Det er alligevel ikke så tit børnene dør her; de er tit nogle hårdføre væsner, som oftest alligevel klarer den, men denne gang gik det altså ikke. Vældig, vældig trist. Især når man ved, at var forældrene kommet tidligere og havde undgået Thefabrikkens klinik, var det nok gået godt.

Men de fleste af børnene klarer den og er mildest talt uimodståelige - som hende her - beskidte men stadig uimodståelige.

Arsenal & Prosperity for all

                                                           

Ugandere er vilde med fodbold, engelsk fodbold vel at mærke - SOCCER! Og det er ikke den lokale afrikanske liga, der trækker i folk, men den engelske liga. De vigtige kampe i denne liga er et tilløbsstykke og noget alle taler om i dagene op til en stor kamp.

Man ser unge drenge i deres fine, officielle skoleuniformer med tasker påtrykt f.eks. Man U eller Arsenal stolt og med tydelig symbolværdi slænget nonchalant over skulderen.

Har man ikke en af de eftertragtede spillertrøjer må man jo lave den selv...

Under vores lille ferie til Lake Bunyonyi ( lækkert badevand, bikinier, kolde øl og første varme brusebade i 1 måned = succes! ) endte vi med at se finalen mellem Birmingham og Arsenal på en bar sammen med nogle englændere vi mødte og en masse lokale mænd. De lokale mænd holdt tydeligvis med Arsenal og de, der var heldige at eje en Arsenal-trøje, havde den på - de andre havde kompenseret med så meget rødt tøj som muligt.

Jeg kom til at spørge Mike, en af englænderne, hvorfor det lige præcist var Arsenal vi skulle holde med. Manden svarer mig prompte og chokeret på: "But it's just the best bloody fuckin' team - ever!" (Tilføj selv Cockney-accenten).

Så Arsenal holdt vi med. Desværre tabte de i de sidste minutter på et luset mål, der gik ind på en kedelig forsvarsfejl.

Stemningen var mildest talt trykket.

Museveni i falmet udgave - aner virkelig ikke
hvad cowboy-hatten skal til for...

Jeg skylder en lille kommentar til VALGET, der nu er overstået.
Museveni vandt ikke overraskende med 68%; det blev ikke nødvendigt med hverken Emergency Plan 1, 2 eller 3.
Kampala var ret uroligt, men det udviklede sig ikke til en større protest. Uganda er ikke parat til det endnu synes de fleste jeg har spurgt at mene. Måske næste valg - måske senere får vi en ny regering - ikke nu. De fleste trækker på skulderen, taknemmelige over der ikke blev mere uro men også med en mine, der afslører forsvindende lille tillid til offentlige apparater.

Valgplakaterne er nu falmede og folk fortsætter som før valget.

   

Impenetrable Forest

Endelig blev det tid til at se den berømte Impenetrable Forest, der er fredet og rummer de truede bjerggorillaer - en af Ugandas største turistmagneter, som vi uforvarende lever lige ved siden af.
På en heldig dag kan man se gorillaer krydse vejene i området - og det endda uden at betale de 500 dollars, det koster at få en guidet tur med Gorilla-Garanti. Så heldige har vi dog ikke været endnu. Men måske...

For et noget mindre beløb kan man dog få adgang til skoven og gå på nogle ture derinde. Så søndag drog vi afsted med en lille, blandet flok fra hospitalet - heriblandt flere lokale, der aldrig havde været der...
Det regnede - så skoven dampede og duftede som nok kun en regnskov kan.
Eftersom vi er så tæt på Congo, skulle vi have en vagt med - og med denne vagt et AK-47...

For en 10-15 år siden har det været en ubehagelig episode med turister, der blev dræbt af grænsegængere. Sikkerheden er dog voldsomt forbedret derefter, så der er ikke noget at være bange for (nej, Mor!).

Vores lokale fra hospitalet, Richard (læge), Godfrey (IT-mand) og Elly (Dentist) havde aldrig været derinde før og opførte sig som en flok drenge i 5.klasse, der var på skoleudflugt. Meget pjattet og ufatteligt underholdende!

Regnskovs-flokken - beklager billedkvaliteten, men vagtens evner var større i håndteringen af et AK-47 end mit kamera

Imorgen tager vi på eventyr til Lake Bunyonyi, der skal være utrolig smuk, på vores allerførste tur væk fra hospitalet. Det bliver på lokal vis med pick-up-truck midt om natten - vi har dog betalt os fra at sidde på ladet, så skal nok mases ind på forsædet med et par andre folk med fine fornemmelser.

Meget beroligende skrift på bagsmækken af en Pick-up-truck

Det er dejligt at se der er så mange, som læser med på mine udenlands-skriblerier. I skal vide at det er utrolig dejligt at få kommetarer - meld jer også gerne fra de ukendtes rækker som læsere af bloggen :-)

Election Day

En ananas fra ananasmarken

Idag er der valg til regeringen i Uganda. Præsidenten, Museveni, har været præsident siden 1986 og det forventes, at han bliver genvalgt på mere eller mindre legal vis. For få år siden lykkedes det ham at ændre valgloven til at præsidenten godt må genvælges flere gange - meget belejligt!

Mange af de mennesker vi har mødt har ikke tænkt sig at stemme; den generelle holdning er, at det ikke gør nogen forskel. Og det er nok ikke meget forkert. Susan, vores skønne rengøringsdame, gik hen for at stemme i god tid, men fandt ud af at hun allerede havde stemt... eller rettere sagt - der var blevet stemt for hende! Det virker som om, at de der har lidt mere vid og uddannelse og formår at gennemskue arrangementet, ikke har tænkt sig at bruge deres "demokratiske ret". Bekymrende på sin vis - for hvem er det så, der stemmer? Og hvordan skal noget så nogensinde ændres...? For en dansk dagligdags-demokrat er det lidt foruroligende.
Sagen er blot den, at mange ugandere synes at være taknemmelige for, at der er en vis grad af stabilitet i landet - på trods af, at det praksis skyldes et diktatur.

De veluddannede ugandere betragter det nuværende styre som et "Democracy of peasants", der stemmer fuldstændig uden viden om, hvad der er bedst for landet.
I de landsbyer, vi indtil videre har besøgt, er det også svært at forestille sig, hvordan de skulle erhverve sig et grundlag for at stemme velovervejet.
Og det er heller ikke svært at forstå når præsidentens parti kører ud til landsbyerne med højtalere på taget af bilerne til at forkynde budskabet, gratis, gule T-shirts med Museveni eller hans mænd på, sukker, sæbe eller andre eftertragtede varer.
Alle steder ser man folk gå med de iøjefaldende gule t-shirts.

Nina deler kiks ud til Batwabørnene - bemærk de to kvinder i gule Museveni-T-shirts

Hospitalet råder os til at blive ved hospitalet så længe valget varer - resultatet kommer på mandag - og de regner ikke med, at der bliver problemer. Måske noget uro og protester i de store byer, men ingen regner med et større opgør med mindre præsidenten mod al forventning ikke skulle vinde og derfor nok vil sætte militæret ind.
Men mon ikke han selv har sørget for, at der ikke er en risiko for at tabe valget...

Den danske ambassade har sendt os en ret underholdende mail med information om, hvordan vi skal forholde os i tilfælde af uro. Den består af en Emergency Plan 1, 2 og 3 og indeholder formaninger om at samle flaskevand og dåsemad til flere uger - tror virkelig slet ikke det er muligt at opdrive dåsemad i Bwindi!

Vi føler os meget trygge her og bekymrer os ikke.

Om lidt vil vi forsøge at bage en kage i gasovnen med de ret sparsomme ingredienser vi har ( bananer, mel, sukker og flere bananer) - men kagens navn ligger allerede fast - det bliver en Election Cake!

Og her kom så et billede af den gode Election Cake!